De Elendige

Klumme til en dagsavis 2012

Jeg står på banegården med en avis i hånden, kigger på et foto af en elendig, som sidder på brosten i en af Vesterbro`s baggårder mellem affald, brugte sprøjter og prøver at finde en åre i sin fod. Typisk genkendeligt mediebillede af Storbyens faldne, junkierne.Sådan genkender vi dem. Vi får den samme følelse, som når vi ser på fotos af sultne børn i Afrika. Vi væmmes I det skjulte. Heldigvis er det langt væk fra vores eget liv. Vi folder avisen sammen, så vi ikke bliver forstyrret af synet. Vi er ikke følelelskolde, vi kan godt få en tårer i øjnene når Betina i et reality TV show føler sig uden for gruppen.

Jeg tænkte pludselig på en sten med et håndmalet skrift i maling, hvor der stod Lilje, og tanken gled over til et lykkelig barndomsminde.

Et støvet tørloft , grove trævægge og rød sol over Vesterbro sendte lysstråler ind mellem utætte teglsten. Lilje og jeg sidder overfor hinanden på det støvede gulv. Legen dåseskjul er for længst forbi og de andre er gået hjem, vi blev i vores skjul, og aner ikke hvad vi skal gøre nu, en dreng og en pige alene. Det er pinligt at blive ved med at stirre ned i gulvet, så jeg kigger genert på hende.  13 år og lavet af bløde kurver, hendes øjne er vågne og sårbare dybe, næsen lille og fin, læberne fugtige røde. Hun lyser rummet op med sin hvide hud og gule kjole.

Hun rejser sig pludselig og går et skridt frem, så jeg må læne hovedet tilbage for at kigge op, hendes hår falder ned. Hun tager fat i kjolen nederste kant og løfter kjolen op og lader det tynde stof dale ned over mig jeg bliver indhyllet i guddommeligt gult lys,     Alt er hendes hvide bomuldstrusser, hvid hud, duft og sanser. Så løb hun. Min første seksuelle oplevelse. Lilje flyttede et år senere, og jeg hørte senere at hun var blevet narkoman.

På Halmtorvet tæt ved hovedbanen bliver der een gang om året lagt sten på en græsplæne, små 300 sten med pensel skrevet de fornavne på de junkier der døde det år.

De politiker vi selv har stemt på, har besluttet at Junkierne er ikke ofre, men kriminelle. De har bestemt at vi stresser dem, i stedet for at hjælpe dem. Dejligt bekvemt, så behøver vi ikke at tage ansvar.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.